Selv i krig er der vel regler
Der havde været krig siden frokost, og min nation var der endnu; Luffe, Røde Kenneth,
Morten Kussen, Anders Yven og mig selv, naturligvis. Slaget udspillede sig på heden bag
hallen - et levende helvede om sommeren - og den sidste halve time havde vi brugt på at
mave os gennem det lillabrune lynghav, og mine hænder var efterhånden knastørre og sved.
“SHH, ned!” hviskede Røde Kenneth aggressivt, mens han gestikulerede vildt med armene. Han havde været anspændt det meste af krigen, fordi han så gerne ville pløkke dem fra 4. klasse. Den nye dreng, Rene, gik derinde, og han fortjente et par flade, hvis du spurgte Røde.
“Jeg hørte dem,” sagde han, mens han lydløst løb hen mod et levende hegn.
“DÆJDÆJDÆJDÆJDÆJDÆJDÆJDÆJDÆJDÆJDÆJDÆJDÆJDÆJ!”
Resten af os styrtede frem for at hjælpe vores kammerat, der i lange skridt sprang frem mod fjenden.
“DØD, RENE, DØD, RENE, DØD, RENE, DØD, RENE, DØD, RENE” gjaldede Røde Kenneth. “HEY, DU ER DØD, RENE.”
“Du ramte ikke.”
“DÆJDÆ-”
--
Der blev helt stille. Begge fronter sænkede med forbløffelse deres våben, og krigen stoppede med et.
“Hvaffornoget.”
“Du ramte ikk’, vel," gentog Rene.
“Det kan du da ikke bare sige. Det er imod reglerne. Smid dig nu. Du er ude," kom det pludselig fra Yven, der tydeligvis følte sig snydt.
“Gu’ jeg ej. Det er krig det her. Der er sguda ingen regler,” svarede Rene.
Ingen regler. Jeg blev helt forvirret og satte mig i græsset. Selv i krig var der vel regler, tænkte jeg. I matematiktimerne var det en regel, at man altid gjorde sit bedste, for så ville man blive til noget, sagde Hr. Nielsen. Sjuskede man, så kunne et solidt nakkedrag med matematikbogen få en på rette spor. Det var også en regel, at man ikke kunne rende og sætte sin underskrift på alting, sagde far - især ikke elevpulte og lokumsdøre på skolen. Så kunne du i det mindste skrive Luffes navn i stedet. Onkel Basse fortalte, hvordan han efter alle kunstens regler havde evakueret hele Bøvling bymidte nytårsaften med to røgbomber, han havde stjålet fra Aalborg Kaserne. Og fodboldtræner Martin sagde, at Preben Elkjær var hans favoritspiller, fordi han ikke spillede efter reglerne. Jeg sad der og var så eftertænksom og åndelig, at jeg næsten kunne svæve bort i sommervarmen.
“SHH, ned!” hviskede Røde Kenneth aggressivt, mens han gestikulerede vildt med armene. Han havde været anspændt det meste af krigen, fordi han så gerne ville pløkke dem fra 4. klasse. Den nye dreng, Rene, gik derinde, og han fortjente et par flade, hvis du spurgte Røde.
“Jeg hørte dem,” sagde han, mens han lydløst løb hen mod et levende hegn.
“DÆJDÆJDÆJDÆJDÆJDÆJDÆJDÆJDÆJDÆJDÆJDÆJDÆJDÆJ!”
Resten af os styrtede frem for at hjælpe vores kammerat, der i lange skridt sprang frem mod fjenden.
“DØD, RENE, DØD, RENE, DØD, RENE, DØD, RENE, DØD, RENE” gjaldede Røde Kenneth. “HEY, DU ER DØD, RENE.”
“Du ramte ikke.”
“DÆJDÆ-”
--
Der blev helt stille. Begge fronter sænkede med forbløffelse deres våben, og krigen stoppede med et.
“Hvaffornoget.”
“Du ramte ikk’, vel," gentog Rene.
“Det kan du da ikke bare sige. Det er imod reglerne. Smid dig nu. Du er ude," kom det pludselig fra Yven, der tydeligvis følte sig snydt.
“Gu’ jeg ej. Det er krig det her. Der er sguda ingen regler,” svarede Rene.
Ingen regler. Jeg blev helt forvirret og satte mig i græsset. Selv i krig var der vel regler, tænkte jeg. I matematiktimerne var det en regel, at man altid gjorde sit bedste, for så ville man blive til noget, sagde Hr. Nielsen. Sjuskede man, så kunne et solidt nakkedrag med matematikbogen få en på rette spor. Det var også en regel, at man ikke kunne rende og sætte sin underskrift på alting, sagde far - især ikke elevpulte og lokumsdøre på skolen. Så kunne du i det mindste skrive Luffes navn i stedet. Onkel Basse fortalte, hvordan han efter alle kunstens regler havde evakueret hele Bøvling bymidte nytårsaften med to røgbomber, han havde stjålet fra Aalborg Kaserne. Og fodboldtræner Martin sagde, at Preben Elkjær var hans favoritspiller, fordi han ikke spillede efter reglerne. Jeg sad der og var så eftertænksom og åndelig, at jeg næsten kunne svæve bort i sommervarmen.
“VIUM, SKYD! VI NAKKER DEM!” Råbte Røde Kenneth.
“Men er der ikke pause?!” Udbrød jeg forvirret.
“Vi er i krig for satan. Vil du vinde eller tabe?!” Kom det fluks den anden vej, idet Røde tonsede gennem buskadset. “Du ramte ikke. Du ramte ikke,” jamrede han hånende til sine fjender.
